forebygskade.dk

Skybrud

Hyppigere og kraftigere.

Når himmelens sluser åbner sig, er det for sent at overveje, hvordan skader kan forebygges. Vandet kommer uventet og i store mængder. Ofte er alle forsøg på at begrænse skaden nyttesløse.

Selv med korrekt dimensioneret afløb er der stor risiko for omfattende vandskader.

En særlig risiko opstår, når terrænet er vandmættet, eller der opstår en situation med koblede skybrud. Når terrænet er vandmættet betyder det, at marker, græsplæner blomsterbede og andre jordarealer ikke kan suge mere vand, og at vandet derfor bliver liggende på terrænet. Samme situation kan opstå, når flere skybrud følger med korte mellemrum i samme område.

Er terrænet først vandmættet svarer det til, at hele det pågældende terræn er asfalteret, og at alt vandet har direkte afstrømning fra det pågældende område.

Personer, der har oplevet dette fænomen, beskriver oplevelsen som en hel flod af vand der løber hastigt hen af vejen og oversvømmer kældre og andre lavtliggende områder.


Områdets højder og vandafledning

For at afklare hvilke områder der vil blive oversvømmet kan det være nødvendigt at kortlægge områdets højeste og laveste punkter. Dette kan i nogle tilfælde ske med en simpel simulering, der viser, hvor vandet vil samle sig. I andre tilfælde er et topografisk kort over området og en hydraulisk kapacitets-beregning af nærliggende vandløb nødvendig. Ønsker du nærmere oplysninger om muligheden for simulering og beregninger, kan du kontakte forskellige rådgivende ingeniører.


Anbefaling

Undersøg, om du er i risikozonen. Er dette tilfældet, bør du opbygge et beredskab, der kan iværksættes, når der er udsigt til kraftige skybrud.